Opfølgning: Generalforsamling

Generalforsamling 2026 – Tak for opbakningen!

Den ordinære generalforsamling for 2026 blev afholdt den 23. marts i klubhuset hos Gandrup Sportsklub, hvor 23 medlemmer deltog. Tusind tak til alle jer, der mødte op og bidrog til en god og konstruktiv aften, det er netop fællesskabet og engagementet, der driver vores klub fremad.

Aftenen bød på en gennemgang af året, der er gået, og der blev sat ord på en sæson med stor aktivitet og udvikling i klubben. Vi har igen haft en stærk opbakning til både træning, turneringer og sociale arrangementer, og det er tydeligt, at både tennis og padel fylder mere og mere i hverdagen hos mange medlemmer.

Blandt højdepunkterne fra året kan nævnes:

  • En velbesøgt sæsonstart med standerhejsning og god stemning
  • Fortsat fokus på træning og udvikling, både for nye og øvede spillere
  • Stor aktivitet på padelbanerne, også fra lokale skoler og foreninger
  • Deltagelse i turneringer, herunder LeoVegas Makkerliga
  • Flere vellykkede arrangementer og turneringer hen over sommeren

Derudover blev der på generalforsamlingen kigget frem mod klubbens videre udvikling. Bestyrelsen arbejder blandt andet med planer om nyt klubhus og overdækning af padelbanerne, en fremtids vision og projekter som kan løfte rammerne for hele klubben. I den forbindelse arbejdes der på et byggeudvalg, og alle med interesse er meget velkomne til at byde ind. Dette gøres ved at kontakte bestyrelsen.

Regnskabet for det forgangne år blev godkendt, og der blev fremlagt et budget, som viser en sund økonomi og fortsat mulighed for udvikling af klubben.

Der var genvalg til flere bestyrelsesposter, og samtidig blev der sagt en stor og velfortjent tak til Kaj Christian Lauritsen, som efter 8 år i bestyrelsen har valgt at træde ud. En kæmpe tak for din indsats for klubben gennem mange år!

Samtidig kunne vi byde velkommen til Flemming Nielsen som nyt medlem af bestyrelsen, og vi ser frem til det kommende samarbejde.

Nu ser vi frem mod en ny sæson, og vi håber at se rigtig mange af jer til standerhejsning lørdag den 11. april kl. 10, hvor vi traditionen tro skyder sæsonen i gang med hygge, lidt aktivitet på banerne og mulighed for en god snak med både nye og kendte ansigter.

Afslutningsvis skal der lyde en stor tak til alle frivillige, medlemmer og samarbejdspartnere. Det er jeres indsats og engagement, der gør Gandrup Tennis og Padel til det fællesskab, vi er stolte af at være en del af.

Del med dine venner: